El Marchalico de Viñicas, Almeria

37.108319 -2.039752

Ved første øjekast er El Marchalico de Viñicas ikke noget særligt. Faktisk kan man sagtens køre forbi, på motorvejen for foden af bakken, uden nogensinde at opdage de gamle ruiner. Engang var husene pudsede og kalkede okker eller blå, men nu står resterne af mure og falder i et med de bløde klipper, de er hugget ud af. De skarpe kanter fra Gypsum krystallerne  glimter som glasskår i solen, både på husene og klippen. Gyldne græstuer dækker landskabet og hvor der kan samle sig vand i en lavning på bakken, sætter de knap to meter høje aks. Enkelte oliven og johannesbrød træer står som miniatureversioner og klamrer sig stadig til livet. Hist og pist står små klynger af kæmpe agave, nogle stadig med en flere meter høj, tørret blomsterstok. Alt i alt et typisk landskab, her i hjørnet af Spanien, i den tørreste del af Europa.
Den korteste vej snor sig stejlt, et par kilometer op, fra La Herreria. Den er i dårlig stand og selvom regnen her er sparsom, har den trukket dybe furer, som man skal passe på ikke at køre ned i. Nogle mindre terasser gør det ud for parkeringsplads ved indgangen til byen. Tættere på er den stadigt lige så uinteressant, men langsomt vænner mine øjne sig til landskabet og begynder at fange de små, subtile detaljer, der giver mig et hint af livet, som det engang var her. Terasserne er selvfølgelig ikke lavet som parkering, men jævnet med håndkraft og holdt oppe af stensætninger, så man kunne dyrke grøntsager. Vejen fortsætter videre væk fra byen, men nu er den gravet ud med maskiner og helt jævn mens den snor sig om et klippefremspring, op på plateauet og i en lige linie de næste 6 kilometer, hen til verdens største Gypsum-stenbrud.

Gypsum er det græske ord for puds, på dansk kalder vi det tørrede pulver for gips

Mere ruin end spøgelsesby

Jeg har læst at landsbyen består af 15 huse, fordelt på to klynger, men som jeg går gennem gaderne, forvirrer bygningerne mig. Tagene mangler alle steder, og cirka halvdelen af murene er styrtet sammen. Her er ingen haver eller terasser, for husene står tæt op mod klippen i den ene side og helt ud til afgrunden på den anden, med kun en smal vej imellem dem. Jeg kan se hvordan der er bygget til, nærmest i alle retninger på husene, men kan ikke helt finde grundstrukturen. Et sted er der helt åbent ind til stuen, hvor et indhak i væggen har været brugt som reol. Flere steder ligger en bunke sten op ad en mur og afslører at her har været en ovn, så køkkenet må have været på den anden side. Nogle steder er der kun et enkelt, lille rum med en dør bagud – måske hønsehus eller das? Men jeg har forventet små, sammenbyggede huse, som jeg kender det fra andre Andalusiske landsbyer – og det stemmer ikke. Hvis jeg kun skal tælle 15 huse, er de hver især fritstående og giver dem et grundplan på 120-150 kvm. Dertil kommer at knap halvdelen af husene også har en decideret førstesal.

Under Francos regime blev det almindeligt her, at man flyttede sammen og fik børn uden at blive gift, fordi ‘bastarder’ ikke havde værnepligt.

Spøgelsesbyen

Et glimt af sjæl og husdyr

Kun langsomt afslører Marchalico sin sjæl, og kun den observante får lov til at skimte ind. Foran et par af husene, ligger nogle pæne stabler af noget mørkt, rundt og fladt. Jeg undrer mig og går helt tæt på. Rører ved det. Det er fast, men kan nemt smuldres mellem fingrene. Pludselig går det op for mig, at det er tørrede kokasser og jeg trækker hånden til mig som om jeg har brændt mig. Adr! Men jeg løfter blikket og ser ud over det træløse landskab, og med det samme giver det mening. Det er selvfølgelig den eneste brændsel man har haft. Hvor man så har fået dem fra ved jeg ikke, for ifølge alle de kilder jeg har set, har de kun holdt geder og muldyr som husdyr her. Det er simpelthen de eneste dyr der kan tolerere det barske klima og næringsfattige græs.
Med det samme aner jeg et andet logistisk problem, for muldyr har en hest til mor og et æsel til far og i blandingen af de henholdsvis 64 og 62 kromosomer, lander de på 63 og total kromosom forvirring, der gør dem sterile. Pointen er, at heste er for sarte til stepperne her, så man har måttet ud af landsbyen for at købe sig til det absolut vigtigste redskab. Heldigvis lever muldyr ca 40 år og det er nok længere levetid end de fleste traktorer. 

Muldyr har en hest til mor og æsel til far. Omvendt er det et Muldæsel og er mindre og ikke så stærkt.

På andalusisk betyder Marchalico ‘lille køkkenhave’ og Viñicas er små vinranker

Livgivende vand eller fatamorgana?

En smal sti fører langs kanten af kløften, til den anden del af byen. Selve kløften forsvinder under et grønt dække af træer, brombærkrat og bambus, der virker fuldstændigt malplaceret på de golde klipper. Et par smalle trin ned og rundt om et klippefremspring og pludselig står jeg midt i en lille oase! Et frodigt figentræ stikker ud af en sprække i klippen, hvorfra kølig luft og lyden af vand stiger op fra en underjordisk hule. Engang har man ledet vandet op igennem et langt trug, med indbygget vaskebrædt af sten, men det er itu og groet til.
  Det er næsten ikke til at beskrive, hvor lokkende og livgivende vand er her. Med det samme drømmer jeg om smukke blomster og saftige frugter og hvor skønt og romantisk det kunne være at bo her. Men det er som et fatamorgana. Vandet er fyldt med det sodium som laver Gypsum krystallerne og kan ikke drikkes. Drikkevand har man måttet hente 7 kilometer væk, med sit muldyr – en tur der tog over en time hver vej! Det er ikke engang praktisk muligt at lede vandet hen til marker eller køkkenhaver, så reelt kan kilden kun bruges til vask, rengøring og evt. husdyr.
Spøgelsesbyen

Om at bo på kanten

Den anden halvdel af byen er meget mere rå. Klippen er stejlere her, stierne mellem husene smallere. Helt i udkanten er en kløft styrtet sammen og har afskåret de sidste to huse og taget et stykke af deres væg med i dybet. Bjerggederne har trampet en sti hen over klippestykkerne og min hund følger efter så let som ingenting, men selv synes jeg at det er her jeg vender om og går den anden vej!
Smalle trin er hugget ind i den stejle klippe op mod det sidste hus. Et gelænder som en telefonpæl sidder ud mod afgrunden. Det er knækket og råddent, så min højdeskræk har ikke meget fidus til det. I stedet læner jeg mig sidelæns mod klippen og sætter en hånd på trinene over mig, så jeg hele tiden har flere støttepunkter end bare mine to ben. Det er nok ikke så slemt, som jeg synes det er, for jeg har set både børn og cyklister gå den her vej! Endelig er jeg helt oppe og kan se ud over hele landsbyen, ud over bakkerne og langt ude det blå Middelhav. Udsigten er så fantastisk at jeg et øjeblik glemmer turen op og tænker at den kunne jeg godt holde ud at se på hver dag.

Johannesbrødtræet har sit navn fordi det var det eneste Johannes døberen levede af, da han var 40 dage i ørkenen.

Fra kornmark til steppe

Oven over byen er der et vidtstrakt plateau. Det er tørt og græstuer så langt øjet rækker og intet andet. Et øjeblik tager det helt pusten fra mig. Det er overvældende med så meget plads og højt til himlen, når vi ellers er vant til at være pakket tæt sammen i byer og fanget i et edderkoppespind af asfaltveje. Her er bare en støvet sti og et lavt stendige. En cirkulær rute fortsætter ud over steppen, hen til stenbruddet og ned ad bakken igen til landsbyen. 4,5 kilometer gennem det store, åbne landskab uden et øje eller et hus i sigte. 
Det er heroppe på plateauet at Marchalicho viser sit sidste lille gllimt. Beboerne i landsbyen har levet af at dyrke rug heroppe. Rug er den eneste kornsort, der kan klare klimaet og manglen på vand. Selvom vintrene er lune, kommer her ikke en dråbe vand fra april til tidligst september. Om sommeren er temperaturen noget over 40 grader. Min hjerne knager mens den prøver at forstå hvordan det kan lade sig gøre at dyrke noget her? Gad vide om de har sået om efteråret, så det vokser hen over vinteren? Det må de næsten have gjort, alt andet er da helt håbløst!

Industrien kommer til Spanien

Håbløsheden var også hvad der endte med at tage livet af landsbyen. Spanien havde aldrig en jordbrugsrevoulution med forbedrede teknikker og maskiner – og under alle omstændigheder ville det ikke nødvendigvis have hjulpet her. Man kan ikke få en traktor op og maskiner op og ned ad de stejle klipper. Vand er for langt væk til at det kan blive en mulighed at vande. Andre afgrøder kan ikke klare sig her. Den eneste mulighed for at tjene mere er ved at opdyrke et større areal… ved håndkraft! Og selv da ender man med at være i konkurrence med bedre og mere tilgængelige jorder, der kan dyrkes mere effektivt.
Så da industrien og turismen fra slutningen af 1950’erne tager fat i Katalonien og Valencia – oftest med udenlandsk kapital bag – så rejser rigtigt mange Andalusere nordpå, for at søge lykken. Jeg ved ikke om de rejste drypvis eller i grupper herfra. Det mest almindelige var at et par friske unge mænd tager afsted først og med deres erfaringer baner vejen for andre, eller sender bud efter deres kæreste. Andre flyttede ned til La Herreria og La Huelga, de to nærmeste landsbyer. Tia Maria flyttede som den sidste fra landsbyen i 1969 og levede sin alderdom i La Herreria ie t hus med indlagt vand.
Husene i Marchalico er stadigt privatejede af efterkommere, men de fleste bor i Barcelona og kommer her aldrig. Der er ingen grund til at forsøge at sælge det, for der er ingen købere. Området er også blevet erklæret naturpark og det er umuligt at få tilladelse til at bygge så meget som et hønsehus, men man må reparere på huse der stadig har tag. Et par cementsække, nogle blokke og en bunke sand ved Tia Marias hus vidner om at nogen på et tidspunkt har forsøgt at restaurere huset, men projektet ser forladt og opgivet ud.

Kernerne fra Johannesbrød bruges til at lave tyggegummi.

Man kalkede husene blå, fordi farven holder fluerne væk.

Spøgelsesbyen der er et besøg værd

Det er også blevet på tide for mig at tage herfra. Marchalico er ikke blandt de mest fantastiske forladte byer jeg har besøgt. Dens historie er ikke dens alene, men historien om rigtigt mange små landsbyer i Andalucia. Både dem der blev forladt og dem der bestod. Det er første gang jeg har oplevet en spøgelsesby der ikke trækker i mig, for at ville genoplive den. Puste liv i gløderne og se den blomstre. Livet i Marchalico de Viñicas har simpelthen været så ubegribeligt hårdt og langt fra moderne bekvemmeligheder som vand, vej og el at også jeg opgiver at drømme om det.
  Alligevel er den absolut et besøg værd. Landskabet er fantastisk i sin ubarmhjertighed og det er sundt at blive mindet om at være en smule ydmyg og taknemmelig over hvor nemt vi har det. Jeg kigger i bakspejlet tilbage mod byen inden jeg drejer rundt op klippen, op ad den gode vej mod stenbruddet. I tankerne sender jeg en tak for gæstfriheden og for kigget ind i en anden verden. Hasta Luego Marchalico, jeg tror vi ses igen!