MinHistorie

Det nysgerrige barn

Mine forældre lærte mig at læse, inden jeg kom i skole, så jeg selv kunne slå op i et leksikon! Det var ikke fordi de ikke gerne ville svare på mine spørgsmål, det var bare fordi der var så mange af dem og jeg var aldrig tilfreds med simple svar. Mine lærere i folkeskolen var lige så frustrerede og anede ikke, hvad de skulle stille op med mig. Det var ikke bare alle spørgsmålene, men de var i alle mulige retninger og havde ikke nødvendigvis noget med pensum at gøre. Så de tog mig med op på skolebiblioteket og slap mig løs. Først var det en overvældende oplevelse med alle de bøger og spændende historier og ting man kunne lære! Jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle starte, indtil jeg fandt en børnebog med heksekunster og små tricks/eksperimenter man kunne lave. Den lånte jeg flere gange, indtil jeg kunne alle opskrifterne udenad. Dernæst lånte jeg alle bøgerne om heste, og så tog jeg ellers bare resten, stort set fra en ende af. 

Som 10 årig var jeg færdig med skolebiblioteket og kastede i stedet  min kærlighed på det lokale bibliotek. Det var for stort til at tage fra en ende af, så i stedet gik jeg rundt mellem hylderne og kiggede på titler, for at se om noget fangede min interesse. Det var der jeg faldt over filosofi og kastede mig over Nietzche, Kafka, Freud, Jung, Kierkegaard…. Selvom noget af det var rigtigt svært at forstå, gik det aldrig op for mig at jeg måske var helt udenfor målgruppens alder. Faktisk gik det slet ikke op for mig at der var noget man kunne være for ung til at læse – bare at der var noget man skulle gøre sig mere umage med.

Umulige valg

Måske er det fordi jeg så tidligt lærte, hvor uendeligt mange spændende ting der er at lære – måske er det fordi det altid har været i min natur – ihvertfald voksede jeg op og blev ved med at kaste mig over nye ting. Det ene år kunne jeg fordybe mig i hundetræning, det næste år var det hækling, så blev det spændende at cykle og selvfølgelig skille den ad og samle den igen! Jeg kastede mig med glubende appetit og iver over nye interesser som gjalt det mit liv, men når jeg havde nået en større grad af forståelse, mistede jeg interessen igen og kastede mig over noget nyt.
Samtidig begyndte min omverden at fortælle mig at min fremgangsmåde var forkert. Jeg burde specialisere mig. Vælge hvad jeg ville være når jeg “blev stor”. Falde til ro. Men det nyttede ikke. Jeg ville være indretningsarkitekt, berider, maler, globetrotter, hundetræner, designer, revisor… hvordan skulle jeg nogensinde kunne vælge bare en?! Jeg prøvede virkelig og havde egentlig også succes med adskillige ting. Jeg blev uddannet revisor hos et af verdens største revisionsfirmaer, før jeg hellere ville være financial controller, før jeg skiftede socialrådgiveruddannelsen ud med en coachuddannelse, for så at få min første hund og blive hundeadfærdsbehandler. Det fik jeg brug for da jeg flyttede til Spanien, hvor jeg arbejde på et internat, sideløbende med at jeg lynhurtigt lærte spansk og arbejdede som freelance tolk og fotograf. Men hele tiden var der den der samfundsforventning om at jeg burde slå mig til ro og fokusere på én ting. At jeg blev stemplet som ‘urolig’ og flyvsk og dermed ikke særligt god til det jeg lavede.

Renæssance Sjæl

Det var mens jeg gik og byggede mit Tiny House og samtidig brugte rigtigt mange kræfter på at finde hjælp og støtte til min Asperger kæreste, at det virkelig gik op for mig hvor værdifuld al min brede viden var. Uden at være uddannet håndværker, havde jeg alligevel en masse brugbar viden om projektstyring, materialer, isolering, basalt håndværk,  indretning og ikke mindst lovgivning. Mine erfaringer i arbejdet med hundene havde givet mig en grundig viden i automatiske reaktioner og sociale mønstre og det kunne jeg koble sammen med mennesker og hjælpe min kæreste med at forstå verden omkring ham. Hele tiden trak jeg på meget forskelligartet viden, som jeg havde tilegnet mig forskellige steder.
Det hele faldt på plads, da jeg læste om ‘Renæssance Sjæle’. Mennesker som jeg selv, med en iver efter at lære og som ikke kan begrænse sig til et enkelt felt. Præcis sådan som man studerede i renæssancen. Som Aristoleles, DaVinci, Ben Franklin bare for at nævne nogle få. Mennesker som ikke lader sig sætte i bås, men følger alle deres lidenskaber og får skabt noget fantastisk ud af det.

Min Mission

Siden da har det været min mission, ikke at begrænse mig. At udnytte min viden og erfaringer på tværs, så jeg kan hjælpe og inspirere andre, altimens jeg selv lever et liv i magien mellem adskillige passioner. Min side her er delt i to overordnede dele: Personlig Udvikling og Rejsefortællinger, men jeg vil ikke love at alt hvad du kan finde herinde begrænser sig snævert til de to emner. Til gengæld har du mit løfte om at her bliver kreativiteten og livsglæden sluppet løs, og du er inviteret til at være med!

Velkommen til Lae Skye

Lae Skye

Har du spørgsmål eller lyst til en snak? Udfyld formularen og jeg svarer tilbage hurtigst muligt.

5 + 15 =