Rodalquilar, Almeria

36.853680 -2.047364

Når man kører langs østkysten i Almeria ad hovedvejen AL-4200, bliver man skiftevis overvældet af den smukke og dramatiske kystlinie og det tørre, barske landskab. På et tidspunkt forlader vejen kysten og slår et sving ind i landet. Så sidder man der og ser længselfuldt ned ad grusveje der fører tilbage mod kysten og lægger slet ikke mærke til den lille landsby der ligger lidt væk fra vejen, på den anden side. Måske har man blikket rettet mod vejen, der snor sig opad, tilbage ud mod kysten og lokker med løfter om bjergtagende udsigt over Middelhavet fra den næste bakketop. Hvis man kaster et hurtigt blik mod landsbyen, når man næsten er forbi, ser man et helt kvarter af faldefærdige huse. Nogle mangler allerede tag, ingen har vinduer og døre mere og det hele er hegnet inde bag højt trådhegn, så uvedkommende ikke kommer til at gå ind og komme til skade. Uden at gøre mere stads af sig end det, har man nu passeret Rodalquilar – en by der i sin tid havde 2500 indbyggere og en guldmine, men nu må nøjes med lige over 200.

Slå et smut forbi

Hvis du alligevel er på de kanter, skal du nu tage og køre et smut ind forbi. Bare rolig, kysten er der stadig når du kommer tilbage, med bølger der larmende hamrer mod den klipperne. I Rodalquilar er der stille. Så stille at hvis man lytter efter, kan man høre historiens vingesus. Jeg har selv overnattet i byen flere gange, den sidste gang ringede jeg til en veninde om morgenen og fortalte hende om stilheden. Der er ingen vilde geder eller flokke med klokker. Ingen gokkende rødhøns eller gøende hunde. Ingen stemmer bliver båret fra landsbyen og op til den forladte fabrik hvor jeg var. Der er bare stille. Det er nok det mest stille sted i verden. Det er her stilheden fremstilles! Det er svært at forestille sig det infierne af larm der har været, dengang fabrikken var i gang. 24 timer i døgnet kørte lastbiler med sten op og læssede sten af, så det kunne skramle ned igennem knusemaskinen og pulveret blev opsamlet i store tanke, der skilte det tunge guld fra sten og lettere aluminium.

Når du har drejet ind til byen, så kør forbi de gamle bygninger, forbi den gamle del af byen, op ad den brede asfalterede vej med smukke, men ødelagte gadelamper og fortsæt ad den smadrede grusvej, gennem guldfabrikken. Helt oppe på toppen kan man se ud over byen og den indelukkede dal og så småt begynde at danne sig et overblik over Rodalquilars historie. Jeg kan se ud til havet heroppefra. Forbi den ring af ældgamle, udslukte vulkaner, der omgiver sletten. Den sparsomme regn har kunnet samle sig og lavede en lille oase hvor mennesker har bosat sig helt fra forhistorisk tid. Selvom der er omkring 6 kilometer ud til kysten, har det altid været en fiskerby med en smule, privat tinminedrift – drikkevand er vigtigere end kort til arbejde!

Amalgamation er den kemiske process når guld binder sig til kviksølv. Hvis det minede guld ikke ligger i klumper, knuses stenene til pulver, der blandes med vand og dernæst med kviksølv. Guldet binder sig til kviksølvet og vandet ledes væk (stærkt forurenet!). Kviksølvet kan så destilleres og derved skilles fra guldet.

Guldfeber

Inspireret af den amerikanske guldfeber i 1848-1855, og fordi man ved at vulkaner er fulde af mineraler, bliver der i 1878 vedtaget en lov om at man må kategorisere sin jord som minedrift, uden nogensinde at have påvist metaller, eller så meget som sat en spade i jorden. En ung mand, hvis familie ejer en lille mine i bakkerne, beslutter sig derfor for at uddanne sig indenfor minedrift, og vender tilbage for at sætte familievirksomheden i system. Uddannelsen betaler sig! I1883 finder han guld i La Niña minen og det er startskuddet til den Andalusiske guldfeber. Alle begynder at grave efter guld og der er små miner overalt i bakkerne. Men guldet ligger dybt – helt nede i 30 meters dybde – og det er ikke i klumper som i Californien, men blandet med kvarts, bly og sølv. Skakterne går lodret ned og stenene bliver hugget ud og hævet op med håndkraft. Så bliver det læsset på vogne trukket af æsler og sendt ud til kysten, hvorfra det bliver sejlet til Cartagena hvor processen med at udskille guldet kan begynde. Det er ekstremt hårdt og møjsommeligt, så selvom det er startskuddet på guldfeberen, så vokser Rodalquilar alligevel kun til omkring 800 indbyggere.

 

Fra rig af krig til guld

Første verdenskrig sætter indirekte skub i anden bølge. En spansk forretningsmand er gået hen og blevet verdens 3. rigeste af at sælge våben og beslutter efter krigen at investere penge i minerne. Samtidig beslutter Spaniens første diktator, den glemte og kortlivede Primo de Riviera, at Spanien skal have guldindløselighed. Det er vigtigt at pengene holder sin værdi for at kunne samarbejde med amerikanerne, og det bliver sikret af at have pengenes værdi liggende i guld. Nu bliver guld pludseligt et væsentligt nationalt anliggende! Med både en seriøs, spansk forretningsmand, samt engelske og tyske investorer bag driften, bliver der også taget moderne metoder i brug. Stenene udvindes stadig i mineskakter, men nu med lufthammer og der bliver lavet en lokal fabrik og lagt jernbanespor ud til minerne. Fra 1920-1936 bliver der årligt minet 2500 kg åre, som bliver til 50 kg guld. Det lyder måske ikke af meget, og ville nok heller ikke være det med nutidige metoder, men på datiden var det vildt.

Franco oprettede skoler i hele landet, men kun på udvalgte steder lærte man børnene andet end katekismus (bibellære). På landet er der derfor stadig en stor del af den ældre befolkning der er analfabeter.

Spøgelsesbyen

Minearbejdernes hårde liv

I stilheden tror jeg at jeg hører nogen hoste og vender mig om. Der er ingen, men jeg tager et par skridt hen over vejen, på toppen af bakken og ser ud over en lille dal, før den næste bakke. Der er rester af en bygning op mod klippevæggen og nede på jorden kan jeg skimte omridset af overgroede ruiner fra den første fabrik. Historien hvisker ikke her, den hoster! Lufthammererne genererer en masse helt fint kiselstøv og når minearbejderne indånder det og det blandes med vandet i lungerne, danner det syre, som langsomt ætser deres lunger. Arvævet efter syren gør det svært for dem at trække vejret og de begynder at hoste. Ikke bare en lille smule tør hoste, men den slags hoste, der har givet navn til udtrykket ‘at hoste lungerne op’. Den forventede levetid for en minearbejder dengang var 4-5 år. Halvdelen dør af “stenlunger”, den anden halvdel af tuberkulosis, men dø, de gør de. 100% af dem. For nogle går det endda endnu hurtigere og fra de er fyldt 18 år og må starte med at arbejde i minerne, går der mange gange kun 3-6 måneder før de dør. Rodalquilar bliver befolket med helt unge enker…

Der skal bruges 3,5-5 gram guld for at lave en vielsesring

Der kan være ca. 4 ton malm i en almindelig lastbilscontainer.

Gamle vulkaner

Jeg skutter mig og følger den brede vej, ud gennem bakkerne. Der er flere miner herude, men dem man kan se i dag er endnu yngre. Klipperne virker mørke og tunge, men hvor de er skåret over, er de gule af svovl fra de gamle vulkaner. Selvom her er helt tørt, ser det ud som om regnen skyller svovlen ud af kalk i klipperne og glider ned og samler sig i gule, slimede vandpytter. Ind imellem får det et grønligt skær af irret kobber og helhedsindtrykket er noget meget sygt og klamt, som jeg nægter at have billeder af i mit hoved! Ind imellem ligger der stumper af helt let og porøs lava i sort og rød, der er kommet med op fra minerne. Lavaklumperne virker lige så malplacerede, som de små stumper af forstenede muslinger, der tydeligt minder om at det her engang, for millioner af år siden, var vulkaner på havets bund. Minearbejderne fik en ufrivillig pause, da Den Spanske Borgerkrig begyndte i 1936. Den socialiste fagforening UGT og anarkisternes CNT overtog minerne, men de havde ingen kapital til at fortsætte driften og anarkisterne var kategorisk dårlige til at organisere noget som helst. Man skulle næsten tro det var deres ideologi. Det kostede dem både minedriften og krigen.

San Diego

Den forladte mineby San Diego er det næste jeg kommer til, og det næste kapitel i Rodalquilar og guldminens historie. Selvom ‘by’ er nu så meget sagt, for her er kun 5-6 bygninger. Den ene har rummet kontorer og chefernes bolig, i de andre har der boet en ‘mellemleder’ med familie i hvert af de 8 rum, i hvert hus. Det er selvfølgeligt svært at vurdere på huse der har stået forladt i over 50 år, men jeg synes de virker til at være dårligt bygget. Eller lidt hurtigt måske? I hjørnerne, ved ildstederne og rundt om vinduerne er de bygget op af brændte mursten, hullerne er derefter fyldt ud med lokale sten, der er klistret sammen med noget mørtel. Der er ingen ler i området, så der er ingen andre steder her man ser mursten. Til gengæld er lokale huse normalt møjsommeligt bygget op af sten, som griber ind i hinanden og sammen giver en hel og gedigen mur. Hvis væggen i et lokalt hus går i stykker, vælter hele muren, men her er der større og mindre huller, imens murstenene stadig står og holder sammen på strukturen. Her er heller ingen haver, gamle oliventræer eller andet der kan få det til at se ud som om, nogen engang kaldte det hjemme.

Spøgelsesbyen

Den åbnede klippe

Endelig kommer jeg frem til det store mineområde, der på kortet bliver markeret som “Indiana Jones tunnel”. Hele området skriger langt væk af industri og ‘grusgrav’. Klippen er klippet over og fjernet og landskabet er efterladt ødelagt og arret. Men for minearbejderne var det gode nyheder! For det viser også den udvikling der igen skete på deres arbejdsplads. Først fandt man på at bruge vand sammen med lufthammererne, så det ikke støvede så meget og de rent faktisk havde en chance for at overleve – men fra 1950’erne begyndte man også at sprænge klipperne væk, for at komme ned til de dyrebare mineraler, i stedet for at sende minearbejderne ned i de farlige gange. Jeg kigger lidt på “Indy’s tunnel”, men den er lige så uimponerende som man kan forestille sig. Her er ikke det mindste spor efter Harrison Ford eller Sean Connery, kun forfaldne industribygninger og huller i jorden. Et skilt viser at man skal passe på mineskakter, hvis man går ind i området, men der står intet om at det er på eget ansvar. Det ligger lissom i konceptet. Og kulturen. I Andalucien er gamle bygninger og ruiner ikke nødvendigvis spærret af og man har et lemfældigt forhold til fyrværkeri eller det at stille sig i vejen for en skræmt tyr. Du ved at der er en risiko forbundet med det, adrenalin-rush’et er jo hele pointen, så der er ingen der bagefter vil nedværdige sig til at give andre skylden, hvis det går galt. Så dum vil man simpelthen ikke fremstille sig selv som!

Den spanske borgerkrig havde på den ene side militæret, tilhængere af kongehuset (Adelen) og den katolske kirke – og på den anden side socialisterne, kommunisterne og anarkisterne. Anarkisternes filosofi gjorde at de ikke ville organisere sig eller have en leder, hvilket gjorde det svært at samarbejde eller lave en målrettet indsats. I krigens sidste etape tøvede den socialistiske ledelse med at udlevere våben til anarkisterne, som ellers var de sidste der stod i vejen for militæret – og de tabte krigen. 

Franco og Amerikanerne

På vej tilbage til byen har jeg fundet en spansk podcast, der fortæller om den sidste del af byen og guldminens historie. Speakeren fortæller begejstret om hvordan man i 1950 udvidede produktionen med hjælp af Amerikansk kapital. Den kolde krig rasede og Amerikanerne var desperate efter at bygge militære baser i Europa, tæt ved de kommunistiske russere. Godt nok var Amerikanerne i princippet heller ikke begejstrede for fascisterne, men nu var både Tyskland og Italien jo under kontrol, og Franco havde pænt blandet sig fuldstændigt udenom 2. Verdenskrig, så ham kunne man nok godt stole på. Imens der andre steder i landet blev bygget ‘amerikanske’ baser, med spansk ledelse og lige dele spansk og amerikanske soldater, med alle udgifter afholdt af amerikanerne, så blev der i Almeria hyret en arkitekt til at tegne smukke boliger til minearbejderne. Rummelige huse, brede veje, åbne, lyse baggårde – og et gennemtænkt system, hvor den øverste chefs hus lå lidt oppe ad bakken, med udsigt over resten af bydelen og de næstkommanderes huse som buffer ned mod pøblen. Længst nede lå skolen og forsamlingshuset med lægeklinik – for det var ikke bare et spørgsmål om at skaffe jobs og huse, men et helt nyt samfund, med gode, katolske værdier og loyalitet til systemet. Speakeren i podcasten fortæller så begejstret at jeg kan se hans strålende, naive øjne for mig, mens han forklarer hvor nytænkende og uhørt det hele var! Endeligt kom børnene i skole! De fik mælk hver dag! Det var en del af planen! Godt nok kom de kun i grundskolen og lærte kun katekismus, men den detalje virker til at være forsvundet i speakerens manuskript.

 

Som at vinde i lotteriet

Efter 5 år har amerikanerne held af deres investering. I skakt “340” finder simpelthen den største guldaflejring man hidtil har set i området. Begejstringen vil ingen ende tage! Vesteuropas største smeltefabrik bliver bygget i 1956 og bliver indviet med tale af selveste Fransisco Franco. I Rodalquilar er træerne virkelig vokset ind i himlen! Fra at have udvundet omkring 8 gr. guld per ton malm, kan man med den nye aflejring pludselig hente 100 gr. per ton – det er virkelig ikke småting der er tale om! Det sociale eksperiment med byen bliver måske nok lidt glemt efterhånden og ingen følger op på det, men hvad gør det når man kan hive så meget guld op af jorden?! Man finder også nogle fine, grønne krystaller, som aldrig er blevet set før og kalder dem ‘Rodalquilarita’, byen er for alvor og for altid sat på verdenskortet, for hvem har ikke hørt om det krystal? I løbet af ti år bliver der minet 5000 kg guld i Rodalquilar. Det er 500.000 tons malm der er minet, knust, kemisk splittet ad. 125.000 lastbiler fulde af sten! Eller for at få det helt ned i niveau, 40 lastbiler, hver eneste dag, døgnet rundt i 10 år. Lastbiler der kører på grusvejen, gennem byen, læsser af ned ad en slidske, så stenene skramler ned i knuseværket. Fabrikken kører i døgndrift med at knuse, flytte sten, flytte pulver, bruge kviksølv til at skille guldet fra andre metaller. Alt sammen kun få hundrede meter fra den første beboelse i byen. Der har været en infernalsk larm, og ingen steder i byen kan man undgå at høre den. Spildevandet med kviksølv og kemikalier bliver ledt hen i et stort bassin, som byens børn døber “Giftsøen”. Deres forældre giver dem strenge ordrer om ikke at komme i nærheden af det – selvom det i 40 graders sommervarme, ligner en dejlig, sval sø.

Da ‘340’ løber tør

Midt i 1960’erne er skakt “340” tom og der er ikke gjort andre store fund. Minerne giver nu pludsligt kun 4 gram guld per ton malm – halvdelen af hvad der skal til for at det er rentabelt. Det sociale eksperiment er for længst glemt. Franco har andre ting at give sig til. Nærmest fra den ene dag til den anden bliver minerne lukket i 1966. Alt udstyret bliver solgt. Det kraftige jern der er brugt rundt omkring i miner og konstruktioner, bliver møjsommeligt pillet ned og solgt som skrot, så kun betonkonstruktionerne står tilbage. 600 mennesker, der har været eneforsørgere for deres famile, står uden arbejde og de flytter alle sammen væk – de fleste nordpå til Katalonien. Byen skrumper ind fra 2500 indbyggere, til 75. Gadelyset bliver slukket og stilheden sænker sig. I podcasten græder en ældre dame, imens hun fortæller om hvordan det var at blive tilbage, imens alt lukkede og alle rejste væk og blev spredt for alle vinde.

Det er første gang at jeg tager mig tid til at se på de forladte huse. Selvom jeg har været her mange gange, er jeg altid kørt forbi og videre op til fabrikken Denver, med udsigten og fortsat ud i de guldfyldte bakker bag byen. “Skole” står der på et af de første huse og en træstol, stadig med siddepude på, ligger foran. Døre og vinduer er væk, det har en tendens til at forsvinde fra forladte huse i Spanien, for at blive genbrugt andre steder, men de fleste husnumre er der stadig. Jeg prøver at skimte ind gennem døråbningerne, men hver blok af huse er hegnet ind og selvom jeg sagtens kunne snige mig igennem hegnet, så har jeg ikke lyst. Trådhegnene blev sat op, engang i 1990’erne, for at beskytte husene imod hærværk og ubudne gæster. Samtidig forsøgte man at finde investorer, der ville renovere de fine huse og måske bruge dem som ferieudlejning, det skulle jo være så moderne. Optimismen skyldtes at et minefirma var begyndt at lave prøvesprængninger – og måske med moderne teknologi og friske kræfter, kunne byen genoplives til hvad den engang var? Det ER nogle smukke huse! Omend de fleste er ved at falde sammen, så ville stilen med de små rækkehuse sagtens kunne bære i dag. Hver række har to indgange med to lejligheder i hver og fælles gårdhave med en lignende klynge. Det ser hyggeligt ud. Luftigt. Brede veje imellem klyngerne, bakkerne oppe bagved, havet langt væk i den anden retning. Alligevel har jeg en nagende følelse. Husene er smukke og vidner om den velstand, der en overgang herskede her. Jeg kan ikke lægge tanken fra mig at det ikke var uden omkostninger. Et diktatur har altid to sider – der er dem der er en del af eliten, og så er der dem der ikke er. De fine huse og smarte sociale tiltag var bestemt ikke alle forundt – og selvom husene er små, efter nutidens normer, så var de helt klart for en eller anden form for elite dengang. De oprindelige landsbyhuse er markant anderledes.

Et mindemærke i  byen skriver: 

“Rodalquilar er en landsby med rødder i minedrift, lokaliseret i en lukket dal og omgivet af bjerge, rige på guld. I 1930 begyndte udvindingen. I de tidlige dage nåede befolkningen 1000. I 1960’erne blev landsbyen forladt, som et stumt vidne til fortiden.”

På eltårnet til højre og titreringstårnet til venstre kan man stadig ane de store sortmalede bogstaver: “GUARD BLOCK D” og  “DORM BLOCK A”. Det har intet med minen at gøre, men stammer fra da det blev brugt til optagelsen af kultfilmen “Solarbabies” i 1984

Et sidste forsøg

Optimismen i 1990’erne varede kun ved et års tid – minefirmaet kunne ikke finde guld nok til at det var rentabelt. Det burde være glemt i historien – et komma, som ingen ville opdage hvis forsvandt. Men det var nok til at tænde en lille gnist. Der blev lavet en botanisk have, med lokale arter og deres tilpasning til det lokale klima. Sammen med blev der lavet parkering til autocampere, så turister kunne komme og parkere og nyde byen og den smukke have. Jeg har læst flere anmeldelser, der roser haven til skyerne, men det hele er spærret af nu. Tørt græs har overtaget de så fint anlagte stier, tørre palmegrene ligger spredt på jorden. I den gamle kontorbygning er der lavet museum om de udslukte vulkaner, minen og minearbejdernes historie – Men selvom jeg har været der adskillige gange, finder jeg altid bygningen lukket og skoddet til. Et amfiteater der er bygget i en af de gamle seperationstanke, står øde og ubrugt hen. Et stykke af vejen op ad bakken mod den gamle fabrik er blevet asfalteret og anlagt som alle med smukke gadelys – men pærerne er smadret, lygtepælene står bøjede og rustne og alléen er gået ud og blevet fjernet. Det er som om 90’ernes korte optimisme har efterladt sig flere spor, end der rent faktisk var handling?

Det sidste opsving i starten af 00’erne skete der lidt igen. Kunstnere og bohemer blev tiltrukket af det milde klima og det smukke lys i dalen. Enkeltvis begyndt de at købe de oprindelige huse og sætte dem i stand, nogle nye blev bygget i den anden ende af byen og indbygger tredobledes til lige over 200. Der er blomster, farvestrålende krukker og malede vægge imellem et par små caféer og restauranter. Det virker som om at Rodalquilar har taget de første, små skridt, til at finde sig en identitet uden minen som centrum. Hvis du kører forbi kan jeg ihvertfald kun anbefale at give dig tid til at stoppe. Til at se den fantastiske natur. Til at se bag sløret på noget typisk spansk historie. Og til at drikke en kop kaffe i en lille fortovscafé og nyde solen og lyset og den helt særlige energi der er her.