Alt ændrede sig da jeg mødte Barbera Sher …

Jeg husker ikke længere, hvilken af mine passioner jeg var ved at studere intenst, da jeg stødte på en TedX talk med Barbera Sher. Hun fortalte om hvorfor det amerikanske mantra, at man kan opnå hvad man drømmer om, bare man har den rette indstilling og arbejder for det, er forkert. Fordi det implicerer jo også, at hvis man IKKE opnår sine drømme, så er det fordi man ikke har den rette indstilling. I stedet mente hun at det er isolation, der knuser drømme. Hvis man tør sige højt hvad man gerne vil opnå, og gerne i en gruppe med andre mennesker, med samme indstilling, så viser der sig altid nogen der ved eller kan et eller andet , der kan skubbe en i den rigtige retning. Hendes tale rørte noget dybt i mig, min indgroede følelse af aldrig rigtigt at lykkedes, og for en tid blev hun min nye passion.

I virkeligheden var det noget helt andet, der var Barberas livsværk. Hun har opfundet og skrevet adskillige bøger om begrebet ‘Scannere’, mens andre omtaler det som Renæssancesjæle. Hvor nogle mennesker dykker dybt ned i et emne og dedikerer sig til det, så er der andre der har øjnene over overfladen og konstant skanner hvad der sker omkring dem. Det er mennesker, der er intenst nysgerrige, omkring mange, urelaterede emner. Desto mere jeg læste, jo mere følte jeg at jeg endelig havde fundet ‘hjem’. Det var mig der blev beskrevet og forklaret, som om Barbera og andre kunne se lige ind i mine inderste tanke og følelser.

“Kreativitet er intellektet, der har det sjovt”

– Albert Einstein

Hvad er en Renæssancesjæl?

1: En Renæssancesjæl kan begejstres af mange ting på én gang – og kan ikke vælge imellem dem.
Barbera Sher fortæller en historie om da hun startede i college i US. Hun sad med det her tætskrevne program, med forskellige fag man kunne tage, og begyndte at græde. For det hele lød spændende og hvordan skulle hun dog nogensinde kunne vælge? Hun fik vist også valgt for mange fag det første år, og endte med at studere i årevis før hun tog sin afsluttende eksamen, fordi hun blev ved med at finde ting der var spændende at lære.

2: En Renæssancesjæl elsker udfordringer – og når der ikke er flere udfordringer, keder de sig.
Vores hjerner er skruet sådan sammen at den, hurtigere end almindeligt, optager og forarbejde viden – og derfor hurtigere end andre er klar til nye ting. Andre mennesker har måske stærke muskler og brug for at kunne bruge dem alle sammen. En atlet ville for eksempel ikke kunne trives med, bare at gå tur med hunden i parken. På samme måde har en Renæssancesjæl brug for, at kunne få lov til at strække sit intellekt og beskæftige sig med ting der udfordrer dem.

3: En Renæssancesjæl frygter, at blive fanget i det samme job eller samme aktivitet hele livet.
Jeg har selv haft følelsen og kan bedst forklare det som: Forestil dig at du er en væddeløbshest, der elsker at løbe. Og nu skal du stå i en lille boks i stalden, resten af dit liv. Alle mennesker ville føle stor sympati med hesten og stor forståelse for de frustrationer, der ophober sig hos det stakkels indespærrede dyr. Den samme forståelse findes ikke for rastløse Renæssancesjæle.
Jeg elskede virkelig mit job som revisor og jeg var super dygtig til det. Der var stadigt meget at lære og min arbejdsgiver havde godt set mit potentiale og sendte mig på masser af kurser og store, interessante opgaver. Der var bare det ved det, at jeg ikke kunne se anden fremtid end den, der specifikt havde med revision at gøre. På grund af national lovgivning og skatteregler er det et job, der ‘rejser’ dårligt. Der er heller ikke rigtigt mulighed for skifte branche, uden at det reelt er et helt nyt job, hvor man stort set starter forfra. Så før jeg egentlig var færdig med at lære nyt, mens jeg stadigt syntes at revision var spændende – lavede jeg et karriereskift og fandt et arbejde som finansial controller. Jeg kunne simpelthen ikke være i tanken om at skulle lave det samme resten af mit liv.

4: En Renæssancesjæl har et mønster med hurtigt skiftende hobbier.
Hvad kan jeg sige? Der er bare SÅ mange ting der er spændende! Så når først jeg har lært teknikken til at hækle, så kan jeg det jo. Derefter er det bare et spørgsmål om at øve sig og opbygge en rutine, men det er der ikke noget udfordrende i, så jeg vil hellere lære yoga! Da jeg var i 20’erne mødte jeg en masse nye mennesker via studie, job og generel udadvendthed – og blev ofte spurgt om jeg havde en hobby? Jeg begyndte at svare at jeg havde en ny hobby hvert år og jeg skiftede den til nytår – og så ville jeg fortælle hvad årets hobby var. Der er næsten ingen grænse for hvor mange måder folk kan udtrykke deres misbilligelse på, både verbalt og nonverbalt. Og jeg fortalte aldrig at mine hobbyer skiftede langt oftere, af frygt for at folks bevidsthed ville eksplodere lige i hovedet på mig.

5: En succesfuld karriere keder en Renæssancesjæl og gør den rastløs.
Min mor var en meget dygtig blomsterbinder. Det er et fag der altid er i udvikling med nye trends, teknikker og materialer, hvilket gav hende mulighed for kontinuerligt at deltage i kurser og lære noget nyt. Hun startede sin egen blomsterbutik, først hjemme fra garagen, men hurtigt så hun muligheder alle steder og udvidede. Hun lavede abonnementsordninger med lokale erhvervsdrivende, lavede juledekorations-workshops, havde en torvebod, samarbejdede med nogle kirker om både brudebuketter og bårebuketter. I nogle år arbejdede hun nærmest dag og nat og fik opbygget en virkelig succesfuld blomsterbutik i en lille provinsby. Og så solgte hun den…. Fordi hun havde nået loftet for hvad hun kunne opnå med den og rutinen kedede hende og gjorde hende rastløs.
Renæssancesjæle er ofte innovative, men med mindre man hedder Steve Jobs, har andre svært ved at forstå at det er den innovative process der er drivkraften. Det bliver nemt forvekslet med iværksættere, som bliver drevet af at skabe deres egen virksomhed og vækste den.

“Det er ikke et privilegie, men en forpligtigelse at gøre det du elsker.”

– Kirpal Venanji

Fra græske videnskabsfolk til moderne mennesker

Der var engang hvor det var i høj kurs at være en Renæssancesjæl. Faktisk skal vi ikke længere tilbage end vores bedste eller oldeforældre i første halvdel af af 1900-tallet. Den bedste husmor var både dygtig til at sy, lave mad, sylte, dyrke køkkenhaven og desto flere talenter og viden hun havde, jo dygtigere var hun. Det samme gjaldt for mændene, for både hjemme og når man skulle finde arbejde var det en fordel at kunne lidt af hvert. På engelsk bruges udtrykket Jack-of-all-trades til at beskrive de her håndværkere, der kunne lidt af hvert.

I det gamle grækenland, omkring år 3-400 F.kr. blev vores moderne naturvidenskab grundlagt. Aristoteles er i dag nok en af de mest kendte og han var polymat – en person med viden om mange forskellige emner. For selvom den viden i dag er forældet og glemt, så var den på Aristoteles tid kompleks og revolutionerende og han skrev masser af bøger og oprettede biblioteker med emner som  fysik, biologi, zoologi, metafysik, psykologi, lingvistik, økonomi og politik. På Aristoteles tid havde man slet ikke en skarp opdeling af forskellige fag, og det kom aldrig på tale at en studerende skulle ‘specialisere sig’. Resten af verden var også interesserede i alle de nye og spændende ting, de fandt ud af i Grækenland, og især araberne gjorde et stort stykke arbejde i at oversætte og udbrede den viden til den arabiske verden.

Imens kloden drejede og verden gik sin gang, forsvandt mange af de originale tekster. Biblioteker blev brændt, araberne havde andet at give sig til. Lige indtil det 14. århundrede, hvor de arabiske moorere herskede på den iberiske halvø og levede i fordragelighed med kristne og jøder. De gamle tekster blev fundet frem, og på Universitetet i Salamanca sad sprogkyndige jødiske munke og oversatte dem fra arabisk til latin, som var det lærde sprog i Europa på den tid. Pludselig var teksterne tilgængelige for studerende i hele Europa og gamle idéer og teorier blev genopdaget og udbygget –  Renæssancen er kommet! Og præcis som hos de gamle grækere var det både almindeligt og et tegn på intellekt at studere forskellige videnskabelige fag.

“Hvis du tror eventyr er er farligt, skulle du prøve rutine; det er dødbringende”

– Paulo Coelho

Koldkrigs teknologi og fjumreår

2. Verdenskrig ændrede vores verden markant. Sporene strækker sig langt og i flere retninger end vi normalt gør os klart. Den kolde krig der fulgte efter, kapløbet til månen, atomkraft – pludselig skulle videnskabmænd specialisere sig og være specifikke indenfor for eksempel raketteknologi. Det gjalt om at komme først og overvinde ‘de onde’ og både humaniora og studeren på tværs af fag var et tidsspilde og slendrian. At vores alle sammens yndlings forsker, Albert Einstein, faktisk også var polymat, bliver sjældent nævnt.  Det må også have været en, der kunne ‘tænke på tværs’, da det teflon der blev lavet, for at få raketter sikkert gennem atmosfæren, pludselig lander på vores gryder og pander.

Herhjemme bliver der stadig ført en politik, der belønner specialister og straffer generalister. Studerende i dag er vel nærmest ikke bekendt med begrebet ‘fjumreår’ og man bliver belønnet for at gå direkte fra ungdomsuddannelse og til en videregående uddannelse. Det er ikke længere siden end i 80’erne og 90’erne at det blev anset som et plus på ens CV, hvis man havde været ude at rejse. Det der tidligere var en dannelsesrejse, en del af af ens uddannelse som et helt og velfunderet menneske, er nu et irrelevant spild af tid og nærmest lidt fjollet. Endeligt er det helt håbløst at komme til at studere mere end en ting. Studiejobs er få og dårligt betalte, SU kan man ikke få og i modsætning til andre steder, er danske studier fuldtids, hvilket forhindrer at man, for egen regning, læser videre ad en anden vej end den man er startet på.

“Hver gang du kritiserer dig selv, knuser du dit eget hjerte”

– Swami Kripalvananda

Vi er vores egen værste kritiker

Når man som renæssancesjæl skal eksistere i en verden, der mener at specialister er det nye sort, kommer man uværgeligt til at sætte begrænsninger for sig selv. Vi lærer jo at det er os, der er noget galt med og det bliver den historie vi fortæller os selv. Vi kan understrege det ved at lave en liste over ting, der beviser at vores drøm er umulig.
Jeg har altid gerne villet rejse, men i årevis sagde jeg til mig selv, at jeg først var nødt til at have et stabilt og velfungerende hjem, at rejse ud fra og komme tilbage til. Ikke alene har jeg familieforhold, der gør det umuligt, men jeg brugte alle mine penge på at lave et hjem, og havde ingen til overs at rejse for. Da jeg endelig tog en beslutning og sagde min lejlighed op og brugte huslejepengene på at rejse til Spanien, var mit liv forandret for altid. Jeg er nærmest ikke holdt op med at rejse siden.

Også i selve måden en Renæssancesjæls hjerne fungerer på, liger der nogle indbyggede forhindringer. Dels kommer man nemt til at lave projektet, ens drøm, alt for omfattende. Der er jo mange ting der er spændende, mange detaljer at tage i betragtning. Det kræver meget øvelse at lære at holde ting simple. Og når man synes det er så simpelt, som det overhovedet kan være, så gøre det endnu mere simpelt.
Da jeg skulle designe og bygge mit Tiny House, var der ingen ende på alle de smarte ting jeg kunne designe. Skuffer der kan trækkes ud her, et skab, der bliver til et bord her. Dobbelte funktioner, indbyggede features, funktionelt og gennemtænkt. Men det var også virkelig kompliceret at konstruere og oversteg langt mine evner – og tålmodighed.  Allerede på tegnebrædtet blev der skåret ned og forsimplet og den process gentog sig under hele byggeriet. Jeg endte med måske 3% af den oprindelige ambitiøse plan – til gengæld blev Tiny virkelig smuk, på sin egen, helt simple og funktionelle måde.

“Vi er, hvad vi bliver ved med at gøre.  Så excellens er bare en vane.”

– Aristoteles

Der er IKKE noget galt med dig!

Det er ikke usædvanligt at Renæssancesjæle bliver mødt af en omverden, der gerne vil diagnosticere dem. “Måske har du ADD/ADHD siden du ikke kan vælge?”. Men en Renæssancesjæl har ingen problemer med at fokusere, som det er tilfældet ved ADD – vi har et problem med at vælge HVAD vi vil fokusere på.
Det er også markant anderledes end den ubeslutsomhed man ser hos depressive. En depressiv kan ikke vælge fordi det hele virker ligegyldigt. Men en Renæssancesjæl kan ikke vælge, fordi det hele er så spændende og som små begejstrede bier, farer vi rundt til først den ene, så den anden farvestrålende blomst. Og alligevel er der aldrig nogen der spørger bien, hvorfor den ikke bare kan holde sig til én blomst?

Renæssancesjæle er oftest ret intelligente mennesker. Det er ikke et krav, men det kræver noget at kunne holde styr på meget forskelligartet viden, og endnu mere at kunne lave koblinger på tværs af fag. Alligevel er det almindeligt at Renæssancesjæle holder sig selv tilbage. Det er jo SJOVT at lære noget nyt! Og vi ved godt at man spiser stegt lever, før is – pligt før fornøjelse – lektier før leg. Så alt for mange Renæssancesjæle ender med føle, at de ikke har ret til at gøre det, de synes er allesjovest, nemlig at kaste sig over nye interesser.

Det er så ærgeligt, for selvom verden ikke helt vil vedkende sig det lige nu, så har den BRUG for Renæssancesjæle. Det er brug for mennesker, der kan begejstres, opfinde, tænke på tværs, se sammanhænge. Og der er brug for leg og begejstring og is med jordbær før aftensmad. Så kære Renæssancesjæl – giv dig selv lov til at gøre det du elsker. Gør det allerede i dag! Og del begejstringen med resten af verden, for begejstring smitter og verden har brug for mere begejstring. Verden har brug for DIG!

renæssancesjæl