Torrevieja, Alicante

37.995899 -0.703055

Når ferien er bestilt og man sidder der, med spændt forventning om en uge under sydens sol – så er det tid til at undersøge, om der skulle være nogen interessante seværdigheder i området. Ret hurtigt opdager man Den Røde Sø ved Torrevieja og hvis man Googler det yderligere bliver man bombarderet med de mest fantastiske billeder af en knaldrød sø. I solnedgang, med badenymfer der sidder på det hvide sand eller flyder drømmende i det salte vand. Straks er nysgerrigheden pirret og nu MÅ man bare vide hvad det dog er for et fantastisk naturfænomen der gør sig gældende her – og det skorter heller ikke på tekst der fortæller om søens og mudderets helbredende og helende egenskaber og fortæller om det perfekte besøg hvor lyserøde flamingoer står i store flokke i søen og fuldender det lyserøde billede. Reklamerne var i hvert fald nok til at få mig til at drømme om at se den fantastiske sø!

Jagten på søen

På papiret er det nemt nok at finde, for søen er kæmpestor. Den fylder 1400Ha eller det samme som knap 2000 fodboldbaner, og sådan et område forsvinder jo ikke lige fra landkortet. Så i første omgang satte jeg mig bare i bilen og kørte afsted. Om på ‘bagsiden’, længst væk fra byen og kysten – der måtte man da lige kunne finde et sted at gå en lille tur. Jeg kørte og kørte og blev både frustreret og virkeligt skuffet, for den røde sø var som et fatamogana og jeg kunne ikke komme tæt på den. Hjemme igen spurgte jeg atter Google til råds og kunne se, at der kun er et enkelt sted, hvor man kan få adgang til søen. Og det er gemt inde bag en bebyggelse.

Anden gang satte jeg afsted på N-322, forbi alle turistlejlighederne ude ved kysten, og drejede af ved det store indkøbscenter. Det bliver næsten ikke mere kedeligt og ensformigt end det, og det svarer slet ikke overens med at skulle se en fantastisk pink sø, fyldt med flokke af pink flamingoer. Men så snart jeg er forbi indkøbscenteret bliver husene lave og slidte. Vejene er smalle og som en labyrinth. Foran nogle huse står urtepotter i friske farver, andre steder er det vasketøjet på tørresnoren der giver en farveklat. Der står velvoksne træer på de små pladser imellem husene. Hele indtrykket er af en hyggelig, lille, typisk spansk fiskerby fra 1960erne. Alting er lidt slidt og brugt, men man fornemmer mennesker der har levet, leget og leet. Det er nemt at se forskel på husene og kvarterne hernede, om de er og har været spanske fuldtidshjem, eller om de er bygget og brugt som ferieboliger. De første bliver lidt skæve og får personlighed og forskellighed – imens de sidste altid ser ens og sterile ud, uanset hvor meget der bliver bygget om igennem årene.

Saltet fra Torrevieja bliver hovedsageligt solgt til Nordeuropa. Det bruges til både madlavning, tøjfarvning og vejsalt – og 14.000 andre ting!

Spøgelsesbyen

Saltet frabjergene giver nyt liv

Jeg parkerer bilen mellem de små huse og begiver mig videre til fods. Der er hegn rundt om søen, for reelt er det privat grund og tilhører saltværket i Torrevieja. Søen er heller ikke et naturligt opstået fænomen. Vandet kommer fra bjergene ved Cabezo de Sal, hvor underjordiske saltdepoter gør vandet salt, og bliver ledt over i lave bassiner, hvor solen og varmen får vandet til at fordampe. Efterhåneden som saltkoncentrationen stiger, bliver højere, bliver vandet ledt videre til nye bassiner. Først her ved den sidste sø er saltkoncentrationen høj nok til at de halobakterier og saltsøkrebs der giver søen sin røde farve kan leve.

 

Om sommeren bliver vandet varmet op og med den store temperaturforskel der er om natten, dannes der saltkrystaller på overfladen

De kaldes saltblomster og skal høstes med håndkraft før daggry på vindstille dage. Saltblomster bruges udelukkende til madlavning

Helende muddermaske

Endeligt finder jeg et sted hvor der er klippet hul i hegnet og jeg kan komme igennem. Jeg ser mig om til alle sider og kigger ind ad den velbenyttede, nedtrampede sti på den anden side. Så dukker jeg mig og kravler igennem, ind på marsken og den mudrede sti. Der er stadig et stykke ud til selve søen og herfra ser den ikke specielt rød ud. Stien er mudret. Glat, lysebrunt mudder som klæber til mine sko og får mig til at glide rundt og kæmpe for at holde balancen. Hele tiden er der små stier til begge sider – eller også er det måske bare mellemrum imellem græstuerne. Ind imellem er der et vandhul med mudret, rustrødt vand, der lugter fælt af rådne plantedele og biogasser. De hardcore lokale påstår at det salte mudder, har helende egenskaber og smører det på kroppen og i ansigtet. Jeg skal ærligt indrømme at jeg på ingen måde er fristet til at prøve!

Spøgelsesbyen

Søen der skifter farve

Endeligt er jeg fremme ved søen og kigger forundret på den. Den er jo blå! Jeg går lidt tættere på og kan godt se at helt inde ved kanten virker vandet lidt rødt. Det bliver tydeligere der hvor saltet har samlet sig i en sprød, hvid skorpe, men alligevel…. Jeg hæver blikket og ser ud over søen, mod Torrevieja fjernt bag den anden bred, bag bjergene af salt og fabrikken med de store maskiner der høster saltet. 600.000 tons salt om året. Gad vide hvor mange lastbiler det er? Mange. Jeg trækker vejret dybt og kigger op i himlen, hvor en enkelt, ensom sky suser forbi – og i min øjenkrog ser jeg en bevægelse på søen, hvor den spejler sig. Jeg kigger nærmere på det salte vand, fyldt med usynlige krebs og bakterier, der får vandet til at virke grumset og uigennemsigtigt og tilbage op mod den blå himmel. Det går op for mig at søen virker blå fordi den spejler himlen. Hvis jeg sætter mig på hug og har øjnene tættere ved vandet, kan jeg pludselig se hvor rød den er. Det samme når jeg tager kameraet over hovedet og tager et billede direkte ovenfra. Nu giver det mening hvorfor de mest fantastiske billeder af søen er taget ved solnedgang, når der er skyer. Altså når den kan spejle farvespillet i himlen og ikke bare blå himmel. Overskyet vejr ville også være bedre, men det forekommer stort set kun om vinteren, og om vinteren er det koldere og der er ikke så mange bakterier til at farve søen rød – så verden er desværre ikke perfekt.

Den Røde Sø er 10 gange mere salt end havet og næsten lige så salt som det døde hav. Der er ca 300 gr. salt per liter

Et særligt økosystem

Imens jeg går rundt og kigger, prøver jeg at beslutte mig for hvad jeg synes. Det røde vand er særligt, måske ikke helt så særligt at jeg bliver hypnotiseret, som en særligt entusiastisk turistbrochure mener, men mindre kan også gøre det. Men mudderet og lugten og de store maskiner i baggrunden, tager ligesom lidt af charmen. Jeg stopper op og kigger på en død måge. Døde dyr rådner ikke så hurtigt her i saltlagen. Det er nok en ”picofina”, en sjælden slanknæbbet måge der kun lever i meget salte områder. Jeg tror den lever af sneglene på græstuerne – de er også en helt særlig slags snegle, som kun lever i de her områder. Ikke at jeg kan se noget særligt ved dem, men det har jeg læst. Faktisk på cirka samtlige sider jeg har set om den røde sø, så det må jo være noget der er værd at nævne og bide mærke i. Med alt det spændende dyreliv der er her, er flamingoer ikke en del af det. Det er simpelthen FOR salt for dem, så selvom det ellers kunne se noget så fint og nærmest perfekt ud – så er de i alle de andre søer heromkring, bare ikke lige den her.

Mest til gåture

Uden først at tage en dukkert går jeg tilbage mod bilen igen. Vandet er ellers næsten lige så salt som det døde hav, så man kan flyde og det tilskrives helende effekter – men mudderet og lugten og udsigten til ikke at kunne blive skyllet ren bagefter er simpelthen for utiltrækkende. Jeg får heller ikke på nogensomhelst måde lyst til lige at smide et håndklæde på jorden og solbade lidt. I virkeligheden er det heller ikke tilladt. Området er naturpark, så det er forbudt at bade og saltfabrikken er heller ikke glad for at man forurener deres salt.

Når saltaflejringerne er 5 cm tykt bliver det høstet. Det foregår automatisk med maskiner der kører via GPS og læsser saltet op i små pramme

 Prammene læsser saltet af i et stort bjerg midt i søen hvor det bliver spulet for at fjerne urenheder. Så bliver det flyttet ind på land hvor det spules igen.

Saltsøerne ved Santa Pola

På vej tilbage, nordpå ad N-322 stopper jeg ved Torre Tamarit. Det gamle tårn, der i det 16. århundrede stod og beskyttede mod pirater og nu bare står i majestætisk ensomhed mellem saltsøerne ved Santa Pola. Her ligger søerne helt op til vejen og med mulighed for at stoppe flere steder, så man kan nyde synet af de kæmpe flokke af flamingoer. De her søer er mindre og mere firkantede, men de stammer også tilbage fra romertiden, hvor alting foregik med håndkraft. Man kan ikke gå rundt om dem, af hensyn til produktion og flamingoer, og man kan hele tiden høre den travle vej – men alt i alt er der her søer nok i virkeligheden smukkere og mere interessante end den pink sø ved Torrevieja. Og så har jeg måske en særlig kærlighed til dem, fordi jeg så ofte kører forbi og de giver mig et tiltrængt pust natur imellem alt byggeriet alle andre steder.

Update

Beskrivelsen her er fra første gang jeg besøgte den røde sø for år tilbage. For nyligt var jeg forbi igen og nu er der lavet en rigtig indgang gennem hegnet. Man skal stadig parkere lidt væk, da de smalle veje er forbeholdt beboere, men det er nemt nok at finde parkering. Det er forbudt at bade i søerne, men hvis du alligevel bliver fristet, så sørg for at have noget vand med så du kan skylle mudder og salt af igen. Selv små rifter på huden kan svie ganske forfærdeligt i de høje saltkoncentrationer.

For et par år siden åbnede saltværket for besøgende. Fra april til oktober kører et lille turisttog fra Torrevieja og ind igennem saltbjergene og helt ud til søen. Togchaufføren fortæller om produktionen og historien og det er den eneste måde man kan komme helt tæt på saltbjergene. Turen tager ca en time og koster i skrivende stund 8.

Ved Playa Llisa i Santa Pola ligger der et fint lille saltmuseum, som fortæller om arbejdet med saltet og betydningen for området igennem tiden. Det er et besøg værd og kan kombineres med gåtur på stien langs stranden, væk fra byen.